Discipliner

I 2024 har vi hele 11 discipliner, som du og dine kollegaer kan stille op i. Disse er gå-tur/walk, fodbold, bordfodbold, petanque, tovtrækning, stafet-løb, mix-volley, hockey, padel-tennis, yoga og tæppe-curling.

Når er I klar til at tilmelde jeres hold, kan I læse mere og finde direkte links på https://www.elektronik-cup.dk/holdtilmelding/

I teksten herunder kan du læse mere om disse discipliner, primært baseret på de regler og turnerings-opstillinger vi havde til forrige stævne. Når vi i slutningen af maj 2024 har passeret deadline for tilmelding udsender vi et samlet informations-brev, hvor der vil være opdateret information om alle discipliner, tilmeldte hold, årets tidsplaner m.m.

Gå-tur/walk – 5 eller 10 kilometer

Alle gå-deltagere fra firmaet er på samme hold, på samme hyggelige rute samtidigt. På dagen for Elektronik Cup vælger hver deltager, om man vil gå 5 eller 10 kilometer. (10 km-ruten er en forlængelse af 5 kilometer ruten ca. halvvejs)

Yoga

Sidst på eftermiddagen kan du deltage i en times yoga. En oplagt aktivitet at deltage i for deltagere, som også deltager til gå-tur eller stafetløb.

Padel-tennis

2 personer pr. hold. Spillet alle taler om.

Herunder kan ses en instruktionsvideo om padel til Elektronik Cup:

https://m.youtube.com/watch?v=CwFGiyv_ILk&feature=youtu.be

https://m.youtube.com/watch?v=CwFGiyv_ILk&feature=youtu.be

Fodbold

fodbold


Strukturen afhænger af antallet af tilmeldte hold, men der spilles typisk i 2 indledende puljer, hvor alle hold i gruppen spiller en kamp mod hinanden. Disse kampe er normalt ca. 2×10 min, med en pause på ca. 2 min.

Mellem hver kamp holdes der ca. 3 min pause.

Alle deltagende hold kommer formodentligt 1 eller 2 gange til at spille 2 kampe lige efter hinanden.Hvis holdene ikke er klar, reduceres spilletiden tilsvarende. Udskiftning kun ved spilstop

Efter gruppespillet går nummer 1 og 2 fra hver pulje videre til semifinalerne. Efter semifinalerne spilles finalekampe og bronze-kamp.

Tildeling af point:

  • Vundet kamp: 3 point
  • Uafgjort kamp: 1 point
  • Tabt kamp: 0 point

Ved pointlighed gælder følgende:

  1. Indbyrdes kamp
  2. Målscore (difference)
  3. Flest scorede mål
  4. Lodtrækning

Ved uafgjort i en slutspilskamp udløses 5 straffespark til hvert hold. Derefter 1 spark til hvert hold ad gangen.

Stafet-løb

stafetlob

Hvert hold løber 4 omgange på den markerede rute, som er ca. 5 km i varieret terræn. Holdet bestemmer selv løber-rækkefølgen, og om én fx tager flere omgange. Holdets samlede tid bestemmer placeringen. Skift foregår ved at stafetten overrækkes til næste løber inde i målområdet. NB! Arrangørerne af Elektronik Cup kan ikke drages til ansvar for personskade. Det er den enkelte løbers ansvar at overholde alle færdselsregler.

Mix-volley (indendørs)

volleyball

Volleyballturneringen spilles af mix-hold, dvs. der skal mindst være 1 kvinde på banen for hvert hold hele tiden!

Turneringen spilles indledende som en ”alle-mod-alle” turnering, hvor alle hold møder hinanden én gang.
Når det er afsluttet, spiller bedste og næstbedste hold derefter mod hinanden i en afgørende finale, mens tredje- og fjerde-bedste hold spiller om tredjepladsen.

Der spilles med running score og holdene bytter banehalvdel efter hver 10. bold. Max. 3 server i træk, derefter skal det servende hold rotere og lade en ny spiller serve. En kamp vindes ved, at et af holdene vinder 25 point og samtidig har et forspring på to point til modstanderholdet

Hjemmeholdet starter til højre for dommerbordet og hjemmeholdet starter med at serve.

Der er på turneringsplanen angivet hvornår en kamp starter. Hvis den foregående kamp endnu ikke er færdigspillet afventes afslutningen af denne kamp før næste kamp starter.

Holdene skiftes til at bemande dommerbordet – turneringsplanen angiver, hvornår hvert hold skal være dommer.

Udskiftning kan ske i forbindelse med at holdet roterer positioner, eller i tilfælde af skader (lad os håbe dette ikke bliver nødvendigt). Holdene vælger selv, om de vil indskifte til position 1 eller position 4, det skal dog være samme position igennem hele kampen. Desuden skal reglen om antal kvinder på banen overholdes.

Tildeling af point:

  • Vundet kamp: 2 point
  • Tabt kamp: 0 point

Ved pointlighed gælder følgende, når de to hold til finale-kampen og kampen om 3. pladsen skal findes:

  1. Indbyrdes kamp
  2. Målscore (difference)
  3. Flest scorede point
  4. Lodtrækning

Bordfodbold

bordfodbold

Turneringen er normalt delt i 2 eller 3 grupper, hvor der spilles alle-mod-alle.

Holdene dømmer selv kampen. Hver kamp spilles bedst af 3 sæt og først til 5 mål. I gruppe 1 (hvor der er færre hold), kan der inden kampen aftales at der i stedet spilles bedst af 5 sæt, hvis BEGGE hold er indstillet på det.

Nummer 1 og 2 fra hver pulje går videre til semi-finalerne. Vinderne af semi-finalerne mødes i en finale, mens de to tabere af semi-finalerne mødes i en bronze-kamp. Hvis tiden er til det, kan der i semi-finaler, finalekamp og bronze-kamp inden kampen aftales, at der i stedet spilles bedst af 5 sæt, hvis BEGGE hold er indstillet på det.

Der spilles normalt på borde af typen Garlando Foldy og med turneringsbolde af typen Garlando Orange.

Tildeling af point i gruppespillet:

  • Vundet kamp: 2 point
  • Tabt kamp: 0 point

Ved pointlighed gælder følgende:

  • Indbyrdes kamp
  • Målscore (difference)
  • Flest scorede mål
  • Lodtrækning

Tovtrækning

tovtrakning

Tovtrækningskonkurrencen har en lang tradition i Elektronik Cup.

Hver dyst varer max. 2 minutter – en kamp består af 3 dyster. Er der ikke fundet en vinder, erklæres kampen for uafgjort.

Regler:
• Et hold skal bestå af 5 personer
• Hvert hold må max. veje 600 kg
• Man må ikke anvende fodboldstøvler
• Rebet skal føres under armen, ikke over skulderen
• Man trækker altid med front mod modstanderne
• Rebet må ikke tvindes/bindes til nogen af modstanderne

Hockey

hockey

Turneringen spilles indledende som en ”alle-mod-alle” turnering, hvor alle hold møder hinanden én gang. Hver kamp er 2×7 min, med en indlagt pause på 2 min.

Når alle indledende kampe er afsluttet, spiller bedste og næstbedste hold derefter mod hinanden i en afgørende finale, mens tredje- og fjerde-bedste hold spiller om tredjepladsen.

Regler:

  • Man må ikke slå til bolden over hoftehøjde (dvs. staven må godt befinde sig over hoften).
  • Man må ikke smide med stavene.
  • Man må ikke røre bolden med hænderne.
  • Der opfordres til at spille med briller
  • Det er tilladt at lave screeninger og at have kropskontakt, men hårde skuldertacklinger m.m. er ikke tilladt

Generelt: Husk at vi spiller for sjov, og at vi skal undgå at skade hinanden.Holdene skiftes til at bemande dommertjansen – turneringsplanen angiver, hvornår hvert hold skal være dommer. Vurderer dommeren at spillet er for voldsomt, kan der gives 5 minutters udvisning eller i værste fald udvisning resten af kampen.

Som udgangspunkt håber vi, at alle hold/deltagere kan have egne stave med. Hvis jeres firma/spillere ikke har stave, vil vi gøre hvad vi kan for at hjælpe med at afklare, om der kan lånes stave hos andre. (Elektronik Cup har ikke selv stave til hockey)

Tildeling af point:

  • Vundet kamp: 3 point
  • Uafgjort: 1 point
  • Tabt kamp: 0 point

Ved pointlighed gælder følgende:
1. Indbyrdes kamp
2. Målscore (difference)
3. Flest scorede point
4. Lodtrækning

Petanque

Petanque

Petanque-turneringen vil bestå af et antal hold, hvor der på hvert hold er 2 eller 3 spillere, afhængigt af hvad deltagerne selv ønsker. Spillet foregår på petanque-baner tæt på klubhuset, og vil formodentligt bestå af et antal indledende puljer med alle-mod-alle kampe, efterfulgt af semi-finaler samt bronze- og finale-kampe.

Petanque er for alle, og kræver ikke meget fysik, så måske vi kan lokke kollegaer med, som normalt ikke stiller op i Elektronik Cup? :-).

Tæppecurling

Tæppecurling-turneringen vil bestå af et antal hold, hvor der på hvert hold er 2 eller 3 spillere, afhængigt af hvad deltagerne selv ønsker. Spillet foregår indendørs i hallen, og vil formodentligt bestå af et antal indledende puljer med alle-mod-alle kampe, efterfulgt af semi-finaler samt bronze- og finale-kampe. (Bemærk: Begrænset antal pladser pga. begrænset udstyr)

Tæppecurling er for alle, og kræver ikke meget fysik, så måske vi også her kan lokke kollegaer med, som normalt ikke stiller op i Elektronik Cup? 

Når er I klar til at tilmelde jeres hold, kan I læse mere og finde direkte links på https://www.elektronik-cup.dk/holdtilmelding/